Købsguide
Havemøbler: materialer og vedligehold
Havemøbler lever et hårdt liv med sol, regn og frost. Det rigtige materiale afhænger af, hvor møblerne skal stå, og hvor meget pleje du har lyst til at give dem. Her er de materialer, du oftest møder – og hvordan du får dem til at holde i mange somre.
Teak
Teak er det klassiske valg til havemøbler. Træet har et højt indhold af naturlige olier, der beskytter det mod fugt og råd, og det er derfor ekstremt holdbart udendørs.
Ubehandlet teak får med tiden en sølvgrå patina. Den er helt naturlig og påvirker ikke holdbarheden. Vil du bevare den gyldne farve, skal møblerne rengøres og behandles med teakolie en eller to gange om året.
Akacie
Akacie er et hårdt og tæt træ med en varm, gyldenbrun farve – og et prisvenligt alternativ til teak. Det har færre naturlige olier og skal derfor oliebehandles jævnligt, typisk forår og efterår. Opbevar akaciemøbler tørt og under tag om vinteren.
Aluminium
Aluminium ruster ikke, er let at flytte rundt på og kræver næsten ingen vedligeholdelse. Pulverlakeret aluminium vaskes med mildt sæbevand. Fordi møblerne er lette, er det en god idé at stable dem eller stille dem i læ, når det blæser op.
Polyrattan og reb
Polyrattan (PE-rattan) er et kunstigt flet, der ligner naturligt rattan, men tåler vejr og UV-lys. Det er let at holde rent: skyl det med vand eller vask med en blød børste og sæbevand. Flettede møbler i reb fungerer på samme måde og giver et blødt, afslappet udtryk til loungesæt.
Textilene
Textilene er et vævet materiale af belagt polyester, som bruges i sæder og ryglæn på havestole og solstole. Det tørrer hurtigt efter regn, er behageligt at sidde på uden hynder og tåler sollys uden at blegne hurtigt.
Bordplader i keramik, terrazzo og sintret sten
Hårde bordplader er modstandsdygtige over for varme, ridser og pletter, og de er nemme at tørre af. Men vand, der trænger ind i revner eller porer og fryser, kan give skader. Dæk derfor bordet til eller stil det i skur eller carport i frostperioder. Se udvalget af haveborde.
Hynder
Hynder holder længst, når de ikke står ude i regnvejr. Tag dem ind efter brug, eller læg dem i en hyndeboks, så de altid er tørre og klar. De fleste betræk kan tages af og vaskes. Se udvalget af hynder og overtræk.
Sådan kommer havemøblerne godt gennem vinteren
- Rengør møblerne, før de pakkes væk – snavs og alger holder på fugten.
- Opbevar dem tørt og luftigt, gerne i skur, kælder eller carport.
- Bruger du overtræk, så sørg for, at luften kan cirkulere. Pak aldrig møblerne lufttæt ind i plast, så samler fugten sig.
- Tag hynder ind, og lad dem tørre helt, før de pakkes væk.
- Oliebehandl træmøbler i foråret, før sæsonen starter.
Se alle havemøbler – fra havemøbelsæt og loungesæt til parasoller og udendørsbelysning.